• Zealand Pharma øger investeringer i vægttabskandidater

    ソース: BDK Finans / 15 8 2024 01:44:00   America/New_York

    Efter en kapitalforhøjelse i juni er medicinalselskabet Zealand Pharma nu klar til at øge investeringerne i sine forskellige kandidater inden for vægttabsmedicin. Det skriver selskabet i sit regnskab for første halvdel af 2024. Nu forventer Zealand Pharma, at driftsomkostningerne i 2024 lander på 1,25 til 1,35 milliarder kroner. Tidligere forventede selskabet, at omkostningerne ville lande på 1,1 til 1,2 milliarder kroner. De øgede investeringer skal være med til at accelerere udviklingen af den nye medicin. - Bakket op af en meget solid finansiel position efter den ekstraordinære kapitalforhøjelse i juni investerer vi markant i vores forskellige fedmekandidater for at fremskynde udviklingsprogrammerne, mens vi udforsker muligheder for partnerskaber, siger topchef Adam Steensberg i regnskabet. Zealand Pharma har flere kandidater inden for vægttabsmedicin, men endnu ikke nogen, som er klar til at blive markedsført. Det betyder, at selskabet bruger mange penge på at forske og udvikle. I første halvdel af 2024 har selskabet haft et underskud på 521 millioner kroner. Adam Steensberg kalder over for MarketWire andet kvartal for et "forrygende" kvartal for Zealand Pharma. I juni offentliggjorde selskabet forskningsdata om Petrelintid, som er en af selskabets fedmekandidater. I studiet fik patienter i gennemsnit et vægttab på 8,6 procent over en periode på 16 uger med en høj ugentlig dosis af midlet. Patienter, som tog placebo - en virkningsløs behandling, tabte sig til sammenligning 1,7 procent. Dagen efter, at Zealand Pharma offentliggjorde studiet, steg aktien 18,6 procent. Data er foreløbig og kommer fra et fase 1b-studie. Det endelige studie forventes offentliggjort senere på året. Det er blandt andet den videre udvikling og forskning vedrørende Petrelintid, som Zealand Pharma vil investere yderligere i. /ritzau/ https://www.berlingske.dk/business/zealand-pharma-oeger-investeringer-i-vaegttabskandidater
シェアする